Vedligehold af tandprotese

Vedligehold af tandprotese

Det er vigtigt for os, at du har en god oplevelse med din protese.

Derfor indkalder vi dig til et årligt eftersyn, hvor vi gennemgår bid, mundhule og slimhinder. Din protese bliver kontrolleret for pasform, den renses, poleres og eventuelle bøjler forgyldes og strammes op.

Det er vigtigt, at du også går til et årligt tandeftersyn med dine naturlige tænder hos din egen tandlæge.

Gratis forundersøgelse

Overvejer du hvilke muligheder du har i forhold til dine tænder?

Så kontakt os for en helt gratis og uforpligtende forundersøgelse.

Pas på din tandprotese

En tandprotese skal, ligesom dine naturlige tænder, børstes morgen og aften. Vi anbefaler yderligere, at du også skyller den grundigt efter hvert måltid. Ved børstning af protesen skal du bruge en protesetandbørste, flydende protesemiddel og en tandpasta uden slibemiddel — eksempelvis Zendium. Tandpasta der indeholder slibemiddel ridser tandprotesens overflader, så de bliver matte og slidte.

Det er vigtigt, at du børster protesen grundigt på alle flader, og sørger for at der ikke sidder belægninger og madrester mellem tænderne. Bunden af protesen skal også børstes, da eventuelle bakterier kan genere dine slimhinder og være grobund for svamp. Du kan eksempelvis bruge den lille runde børste, der sidder på protesetandbørstens overside, da den kan komme helt ned i protesens bund. På delproteser med bøjler er det ligeledes vigtigt, at du rengør bøjlerne grundigt, så der ikke kommer belægninger på indersiden af bøjlerne, som kan føre til huller i tænderne.

Husk naturligvis også at børste dine naturlige tænder og gummer. Det er dem, der holder din protese fast og sikrer, at den sidder, som den skal. Vi kan anbefale, at du bruger en eltandbørste til både dine naturlige tænder, protesen og især til implantater og tryklåse.

Oplever du problemer med misfarvninger på din protese, så kan den lægges i blød i en opløsning af Biotex vaskepulver og børstes ren efterfølgende. Er der tale om tandsten — en hvid eller gullig hård belægning — kan du lægge protesen i udfortyndet eddike. Husk dog at børste og skylle protesen grundigt efterfølgende.

Vi forhandler naturligvis alle de produkter, du måtte have brug for.

Årsager til tandproblemer

Årsager som manglende vedligeholdelse af tænderne, dårlig kost, sygdom, medicin, skader, dårlig mundhygiejne spiller naturligvis en rolle i, hvordan tandproblemer opstår. Dog er den hyppigste årsag til dårlige tænder faktisk genetisk. Det er inden for de seneste år blevet bevist og dokumenteret både i Danmark og i udlandet, at den genetiske arvemasse fra vores forældre også spiller ind på vores tænders kvalitet. Kort sagt kan man altså være disponeret for huller i tænderne og parandentose — fuldstændig som vi kan være disponerede for skaldethed. I Danmark findes der mange unge, som får lavet tandproteser, og næsten en million danskere har en eller anden form for tandprotetisk erstatning.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk